Her kan du se fotos fra min karriere krydret med anekdoter fra min spændende tid som musiker. Fortællingerne er lavet ud fra de fotos jeg har formået at gemme (mange er forsvundet). Der er masser af historier og vigtige afsnit som ikke er med her. Skulle du være i besiddelse af fotos der kan supplere, hører jeg meget gerne.

Memory lane ... 65 år med musik

Nyere fotos ...

Kim Maarup Pianist ved bryllup 2023
Kim Maarup Pianoman - Pianist ved 60 års fødselsdag hos Grethe i Norge

Her sammen med gutterne jeg, i bandsammenhæng, spiller med i dag .. “De vilde kaniner” hvor vi spiller Gnags-musik. Mest mindre festivaler m.v. Vi har en håndfuld job om året. Det er SÅ FEDT !!!

Jeg kunne være far til hver af dem, men når vi spiller, brydes aldersgrænser, og lidenskaben for musikken forener os på trods af forskelligheder i vores daglige jobs og alder

Og så går vi lidt tilbage i tiden ...

Jeg havde nogle rigtig herlige år med Fenders, det gamle grand prix band med bla. “En lille melodi, “Det ́løgn” og mange andre, inden vi lukkede ned, da Coronaen i 2020 havde sat en stopper for al musik i næsten 2½ år. Her spiller vi backing til Peter A.G. i Tarmhallen.

Rolling Stones - Brown Sugar kopiband - Horsens Ny Teater - Allstars 2016

Gennem 10 år har jeg hvert år været med til Allstars i Horsens.  Her mødes hundredvis af musikere og øver en hel dag med musikere de ikke har spillet med før, og om aftenen opfører de en 20 min. koncert på Horsens Ny Teater. Jeg har deltaget i mange sammenhæng og med mange temaer.
I 2016 havde jeg den fornøjelse at være ankermand til et coverband med Rolling Stones musik.  Bandet, som kun eksisterede 1 dag (det er konceptet), hed “Brown Sugar”  Se også video på YouTube.  

Desværre udtydeligt foto. Men her er det mig og Assia Zouaoui. Vi optrådte en del gange fra 2012 til 2017 til receptioner, og på VIA til diverse legligheder. Assia har en fantastisk og kraftfuld stemme. Hun synger alt fra jazz til rock. Hun indsang mine to melodier til Klima konferencen i 2010, “Hold den grøn” og “Den blå planet”. De ligger begge på YouTube.

Let Tæppelim i 0érne - Knud Lindhart, George og Lux (George er ikke på fotoes her)

Her er jeg ude at spille med “Let Tæppelim” i 0érne vistnok. På bas og som forsanger er Knud Lindhard – (tidligere “Den gamle mand og havet”), på trommer Lux (Henrik Jørgensen). Lux havde en stemme der nailede Barry Gib. Og på guitar (ude at tisse) var det skønne George Freddy Jensen – tidligere Peter Belli og Ulvene. Let Tæppelim var trio for det meste, men til hal-arrangementer og større firmafester var jeg med. Det var aldrig kedeligt. De tre medlemmer i Let Tæppelim kom fra “Max Five”, som havde deres rødder helt tilbage fra 60érne. Jeg spillede som fast del af Max Five de sidste 4 år de eksisterede.

Når det kommer til guitaristen George, så har jeg med ham haft en del fuldstændig fuldkommen vilde og sindsyge oplevelser. Det kunne der skrives en bog om. 

Pianoman Kim Maarup 80érne

Mine hotte år som barpianist / sanger – rundt omkring i Danmark og i Norge. Det var Calle fra CB Booking i Randers, der, i 1991, satte mig i gang med denne fantastiske rejse.

En dag jeg besøgte bureauet, sad vi og snakkede om muligheder efter Hotel Rebild bakker, og fik en fredags-kage… da telefonen ringede (det gjorde den nu konstant). Det her var en engelsk impresario på long distance. Da Calle havde snakket med ham i 35 sek (Calle var altid lynhurtig), holdt han hånden over røret og sagde til mig: “Jeg har et klaverjob i Norge på mandag.. kan du tage det?”  “Jeg tænkte mig om i 8 sekunder.. “Ja, DET KAN JEG”.

Da Calle havde lagt på, fortalte han mig så i øvrigt at jobbet varede tre måneder. Det afskrækkede mig ikke. I firsernes proff-orkesterdage, var der ikke mange der havde længerevarende forhold. Det var ligesom ikke så oplagt at have fast dame, når man kun var en måned i hver by, så jeg var en fri fugl. 

Næste dag tog jeg toget til Mo i Rana nær polarcirklen. Det tog 14 timer, og toget kørte ikke længere end til min destination – end of civilisation.

Der bankede jeg så killer-klaver fra 8 til midnat i nov. dec og jan, på et gigantisk musiksted, “Fembóringen” (Den femte boring). I stuen var der restaurant, 1. sal pianobar, 2. sal levende orkester og 3. sal diskotek.

Det hele var total gennemført. I pianobaren, hvor der kunne være ca 100 gæster, stod det opretstående op-mikede klaver i midten på en rund scene, som langsomt kørte rundt.
Den første uge var tangenterne godt klistret til med blod efter 4 timers nonstop Rock’n’roll, men efterhånden blev hænderne hærdede.  Dengang i Norge holdt al musik kl. 00 (Midnat)… og … så var det på fest” … ikke til den lyse morgen, for der var mørkt altid deroppe.. kun lidt skumring ved 2 tiden.
Nordmændene og jentene forstod at feste og var jo også eksperter i 80% hjemmebrænd. Mo i Rana havde fået særstøtte af regeringen, fordi stålværket som beskæftigede halvdelen af byen, var lukket. Så der var ekstremt mange arbejdsløse, som alligevel fik en særdeles god støtte, og den blev flittig brugt på Femboringen. Jeg har aldrig sidenhen oplevet så intenst et natteliv. Det var en fantastisk oplevelse, men nok godt nok det kun var tre måneder.

Byen Mo i Rana – Nær polarcirklen. Om vinteren – aldrig rigtig sollys
Det var fantastisk at opleve nordlyset i Mo i Rana. En nat efter job, kom jeg med på fest i et hus oppe i fjellet, men det blev lidt for ævlet at høre på ,og jeg forlod det gode selskab. Jeg havde dog glemt, at jeg mod den bitre kulde kun var iført min spillejakke og spillesko med glat lædersål. Jeg havde ikke bemærket hvor langt der var, da vi kørte derop i en af jenternes bil. Det var meeeeget koldt. men også en utrolig oplevelse. Helt stille og sneen havde det her grønne skær fra nordlyset. Jeg passerede en rislende elv og kadaveret af en død ulv. En på opleveren her også

 

Bagefter blev det til ca. 5 år som pianoman…  I Danmark var der masser af pianobarer dengang, Jacobs bar i Århus (hvor Linje 3 blev “opfundet”), Eydes kælder i Horsens, Pianobaren i Cityarkaden i Odense, Pianobaren på Pejsegården og masser af andre fantastiske steder.

Calle fra CB booking. Calle var en dynamo og et livstykke. Han var medstifter af Djurs sommerland, og en af ankermændende i det hedengange orkester McKinleys. Han helligede sig dog CB og Ole B booking sammen med Ole, Thomas, og Torben. Der var altid smil og fuld fart på hos CB og Ole B booking[/caption
Calle fra CB booking. Calle var en dynamo og et livstykke. Han var medstifter af Djurs sommerland, og en af ankermændende i det hedengange orkester McKinleys. Han helligede sig dog CB og Ole B booking sammen med Ole, Thomas, og Torben. Der var altid smil og fuld fart på hos CB og Ole B booking[/caption
Carl Peter Maxim Randers - sammen med Kim Maarup 1994

Her er jeg i Spanien, Fuengirola sammen med Carl Peter, i daglig tale Carl Petter, eller K.P, (ved ikke hvorfor K.P) fra Maxim i Randers. 

Carl Peter var en herlig fyr. Han var restauratør i Randers, hvor han havde danserestauranten Maxim. Senere grundlagde han “Maren Knudsen”.
På Maxim spillede vi mange gange i firserne, og Carl Peter og hans dejlige hustru Kitte, havde et “vinterhus” i Spanien, hvor de tog ned fra november til marts.. sådan ca. Jeg var flere gange nede at spille der, og Vivi var med.

Der var en vaskeægte dansker-koloni med en blanding af “almindelige” samt forholdsvist velbeslåede danskere, der mere eller mindre tog fast ophold i det varme syden.

Da de levede af de økonomiske reminenser efter et langt, og for nogens vedkommende givtigt arbejdsliv (mange selvstændige), var de hernede “arbejdsløse og uden forpligtigelser”. Dette resulterede i, at dagen for det meste gik med at mødes kl. 11 om formiddagen på den foretrukne dansker-bar. Her blev dagen dont startet med en sjus.. og så gik der et par timer med det. Så lidt golf eller andet tidsfordriv, og så mødtes man til aftensmad på den foretrukne dansker-restaurant, til lidt flere sjusser og en hakkebøf. Ganske fornøjeligt for os at være en del af en uge, men jeg tænker det på sigt var lidt hårdt for leveren. Men temperaturen i Spanien er godt for gigt etc.

Her spiller jeg til fest for den "danske koloni" i Fuengirola
Her spiller jeg til fest for den “danske koloni” i Fuengirola

 

Når det er sagt, var Carl Peter en af mine bedste kammerater. “En glad dreng” men også et klogt, venligt og ekstremt udadvendt menneske, og så var han “professor” i markedsføring. Ud over at være restauratør, var han også musiker. Han komponerede melodien “Stik mig en øl”. Den hed dog først “Stik mig en Thor”, da han derved kunne reklamere for Randers bryggeriet af samme navn (og få lidt returkommission på øl-leverancerne). Det ville Danmarks Radio dog slet slet ikke være med til, og så blev “Thor” skiftet ud med “Øl”, og så gik det. Den blev et kæmpehit, og den dag i dag er den stadig rimelig kendt. 

Da vi første gang skulle spille på Maxim, lejede Carl Peter en lille åben lastbil, og så stillede vi vores gear op på ladet. Så kørte Carl Peter os rundt i Randers, mens vi spillede for fuld udblæsning og fine håndlavede skilte , og Carl Peters brug af megafon, proklamerede, at nu var der “gang i den på Maxim”. 

Carl Peter blev også landskendt da hans startede” Husmorstrip”, og året efter “Dværgkast”.
Dværgkastkonceptet, som var Amerikansk, var, at i den lange restaurant blev der lagt 15 meter dampspærre-plastik på gulvet. Plastikken blev dernæst sølet til med majsolie. En dværg havde meldt sig som kasteobjekt, og fik en “rimelig” god betaling. Ideen var at tilmeldte publikummer skulle kaste dværgen så langt det kunne lade sig gøre. Den der kastede dværgen længst, vandt 500 kr plus en aften på Maxin med alt betalt. Fuldstændig vanvittigt, især set med nutidens øjne, men det gjorde at folk stod i kø for at komme ind på Maxim. Efter flere forsider på BT og Ekstrabladet og tiltagende negativ opstandelse / demonstrationer, fik det dog en ende efter et års tid. Men sikke en reklame. Carl Peter og Simon Spies havde lidt af det samme gen.

En gang tog jeg med Carl Peter med ud at spille til en idrætsforening i et forsamlingshus nær Randers. Der blev hurtigt tyllet en del øl ned, og der var en rigtig god stemning, men … så holdt deres kasserer en tale, der var så trist og mørk, at man følte man var til en indremissionsk dunderprædiken mod letlevende damer.. Der opstod en meget alvorlig stemning. Vi sad oppe på scenen, og pludselig måtte vi trække ud i kanten af scenen, da vi fik et kæmpe grineflip. Det var ikke til at stoppe, og pludselig trådte KP, som var helt rød i hovedet af iltmangel, galt og røg med sine 118 kg ned af den lille trappe og bankede hovedet i døren til salen. Han fik en flænge i panden og måtte have plaster og forbinding på, og sad resten af aftenen bag sit orgel og lignede en såret krigshelt. Men kasseren kom dog ikke længere i sin tale.

I tiden op til at blive “udlært klaverbokser”, var jeg mere den stilfulde hotelpianist på en række af store fine hoteller i Danmark, såsom Marienlyst i Helsingør, Kronprinds Frederik i Fredericia,  Munkebjerg i Vejle, etc. Jeg var den første pianist på Hotel Rebild Bakker da det blev indviet i 1989. Der fik jeg fast job i næsten et år*. Når jeg var færdig med at spille i restauranten, var jeg ofte bagefter dj i diskoteket i kælderen. Et spændende og lærerigt år, hvor jeg bla. også spillede sammen med JaDakkerne med Jacob Haugård og Finn Nørbygård når de lavede show i den lille koncertsal på hotellet. Jeg spillede klaver-akkompagnement ala “stumfilm” og var villig “assistent” / “offer” for eventuelle skøre påhit.

* Da jeg havde spillet der i næsten et halvt år, var min kontrakt ved at løbe ud.
Jeg havde det som en fisk i vandet på hotellet, og alle var glade for mig. Dog var den store startkapital ved at tynde ud, og der var heller ikke helt så mange gæster som der kunne være, 
og det fornemmedes at der var “steder der skulle sparres”.
En aften havde jeg spillet i restauranten hvor de fleste af gæsterne var fra lægeforeningen. Flere kom med opfordringer, og de takkede mange gange, da de gik ved 22-tiden. I den periode var jeg plaget af at lave pranks, og fik udviklet disse til at blive mere og mere raffinerede. Jeg fik en lys ide.
Dagen efter, da jeg havde spillet færdig i restauranten, gik jeg ned i kælderen hvor jeg senere skulle være dj, og så ringede jeg fra mønttelefonen dernede op til kontoret. Jeg fordrejede min stemme og bad om at tale med direktøren. “Goddag. De taler med Arnold Christoffersen fra lægeforeningen. Vi var på deres hotel at spise i går. Jeg vil blot sige det var gaaanske fortrinligt. Vi har i sinde at komme tilbage om 4 måneder med også Århus afdelingen. “Vi skal dog lige være sikker på, at vi kan regne med at pianisten er der til den tid?”  Det forsikrede direktøren ham bukkende om.
Jeg gik derefter over til dj pulten og gjorde klar. 10 minutter efter kom direktøren farende. “Kim Kim .. Vi skal lige huske at genforhandle din kontrakt …” Jeg blev helt paf. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville afsløre min prank for kontoret og direktøren senere, men nu kom han mig i forkøbet. Han var så begejstret over den imaginære anmeldelse af hans hotel … og pianisten. Jeg skulle lige til at indrømme, ….men kom efter, at det vel i realiteten var en win-win at lade det være som det var … så det blev ved det.
Efter 12 måneder blev det til kraftige nedskæringer, men det var en god tid der på Rebild Bakker.

Åbningsdagen var hektisk. Jeg skulle spille dj i kælderen senere på aftenen, men pulten virkede ikke ved “generalprøve” om morgenen. Jeg hastede til Randers Musikimport og lånte en pult. Stress på… Da jeg skulle bakke til ved hovedindgangen med min Bedford varevogn, ramte jeg en af lamperne som lagde sig i en 45 grader vinkel. Umulig at rette op. Så den stak lidt ud til fotografering da borgmester og presse ankom et par timer sener
Åbningsdagen var hektisk. Jeg skulle spille dj i kælderen senere på aftenen, men pulten virkede ikke ved “generalprøve” om morgenen. Jeg hastede til Randers Musikimport og lånte en pult. Stress på… Da jeg skulle bakke til ved hovedindgangen med min Bedford varevogn, ramte jeg en af lamperne som lagde sig i en 45 grader vinkel ud over trappen. Umulig at rette op. Så den stak “lidt” ud til fotografering, da borgmester, det halve skørping og presse ankom et par timer sener 
Kim Maarup. Hotelpianist Marienlyst 1993

Hotel Marienlyst. Her spillede jeg nogle måneder i 1992

En firmafest på Chemitallic i Horsens i februar 1992 kom til at ændre mit liv. Her mødte jeg Vivi. En ekstremt flot og glad pige med de smukkeste øjne. På fotoet herunder har jeg skam bemærket hende i hendes franske outfit, men det var Vivi der tog initiativet da festen var slut, og siden har vi været sammen i tykt og tyndt.
Ud over at være en driftig iværksætter og udadvendt, har en af mine minus-sider været, at jeg altid funderer for meget på alt hvad der kan gå galt, og jeg har til tider haft decideret “mørkesyn”. Vivi har været min modsætning. Har altid set lyst på tingene, og ser kun det bedste i alle. Uvurderlige egenskaber, som jeg har kunne støtte mig til gennem mere end tredive år.

Jeg har været en heldig rad.

Kim Maarup - Pianoman
Se og Hør Grandprix 1986 Grethe Thrane og Kim Maarup Simifinale

Her, ovenover, er jeg til premieren i SE&Hør Grand Prix 1986 sammen med min trofaste sangerinde gennem årene, Grethe Thrane.  Det blev til en 1. plads. Vi gik hele vejen til finalen. Det blev dette år, ligesom året før, hvor jeg skrev en melodi til australieren John Fontaine, til en 2. plads i finalen. På billederne ses undertegnede og Grethe, Dario Campeotto. Chris Jensen fra Søren Højberg Booking, Bent Albøge fra SE&Hør samt komikeren Jan Schou.
På fotoet nedenfor ved finalen ses Søren Højberg til højre for mig og Grethe

Melodigrandprix 1986

DK band var bandet efter “Madcaps”. Vi var stadig i stald hos Søren Højberg Booking fra Esbjerg. Søren havde gennem flere år, sørget for at Madcaps var kommet rundt på stort set alle restauranter i Danmark. Da Madcaps stoppede, kørte vi videre med en ny besætning som var Kurt Doctor på trommer og Angelo Trasmundi som bassist og smørtenor. Derfor havde DkBand et godt renommé upfront.

Da Søren skulle bruge et band til at være backing til SE&Hør melodi grand prix, var vi på pletten. Det blev til rigtig mange optrædende som backingband sammen med Dario Campeotto som konferencier. Han var en meget erfaren stjerne.. med en ulastelig fremtoning, og altid sikker sangstemme, som gik i hjerterne på alle de søde piger. I medeierne var der opbygget et omdømme om ham som “den pæne mand”. Det var han så vidt også…

Men han var også en munter gadedreng, der havde gået i den hårde skole på stenbroen, og hvor han fra en ung alder skulle stå på egne ben. Var der publikummer der blev lidt for kæphøje, kunne han, med få ord – uden at hæve stemmen – lukke munden på enhver tumpe .. så eftertrykkelig endda. Han havde en attitude, hvor han så folk direkte i øjnene, smilende, medens han talte, men samtidig blev hans blik som godfathers.
Bøller kunne ikke tolke, at hans smilede samtidig med at han sjoflede dem.
Dario VAR vitterlig frygtløs. Han havde ordet i sin magt, og udmanøvrerede alle i verbale kampe.
En gang på Jernstangen i Varde var der en håndfuld ballademagere, som kom med smarte bemærkninger til Darios jakkesæt. Dario ondulerede dem totalt, og indblandede  i øvrigt deres mor på bestialsk vis i de udraderende bemærkninger, og der blev ret stille i salen.. Vi tre musiker sad og krummede tæer, og var helt sikker på, at nu fik vi tæsk … mange tæsk. Men det hårde slæng fortrak sig, nedgjorte og mundlamme.

SE&Hør 1985 DK Band er backing - Kim Maarup - Angelo Trasmundi og Kurt Doctor. Jeg skrev en sang til Johny Fontaine efter han havde vundet 1. runde. Nummeret hed "Its easy to fall". Den vandt han med
SE&Hør 1985 DK Band er backing – Kim Maarup – Angelo Trasmundi og Kurt Doctor. Jeg skrev en sang til John Fontaine efter han havde vundet 1. runde. Nummeret hed “Its easy to fall”. Den vandt han med

Madcaps nr. II
Efter at vores første professionelle band “Madcaps” holdt, da vores trommeslager fik læderet sin arm, fik jeg tre uerfarne friske unge fyre med. Det var Leo Vester (Yderst th) på bas og sang, Tage på guitar (Yderst til venstre) og Arne på trommer. Jeg tror faktisk Tage kun var 17 år.
Vi øvede som sindssyge for at blive klar, og kørte et års tid, men nåede ikke rigtig de samme højder som det gamle Madcaps.  Det er altid svært at gentage en sucses. Vi havde dog en rigtig god tid, og det var nogle skønne fyre.

En episode jeg husker tydeligt var da vi spillede på natklub Exalon på strøget i København. Der kom mange gardere på Exalon. Vi havde hyre i en måned om sommeren. (Alle jobs i firserne var 1 måned hvert sted 5, 6 eller 7 dage om ugen). Tage havde taget til sig at sørge for scene shows-effekter.. røgmaskiner, lys,  tøris-tåge etc. Det blev en hobby for ham.

Til jobbet på Exalon havde han eksperimenteret med pyroteknik (ild … bomber). Jeg havde faktisk ikke rigtig fulgt med i hans forberedelser, men da vi, efter at have stillet vores gear op på førstedagen, var færdig med lydprøver, ville Tage lige afprøve et bræt, hvorpå han havde monteret magnesium lysfontæner. Det skulle igangsætte når han vippede med en kontakt som gik ned til et bilbatteri. I dag ville man overhovedet ikke have tænkt den tanke..  sprudlende fyrværkeri i et diskoteks-miljø med masser af plysstole, plysgulve og plys alting. Men dengang var der ikke så mange regler.
Direktøren for Exalon havde stået og lyttet på vores sidste øve-nummer, og da vi sluttede af, kom han nærmere til scenen iført sit hvide jakkesæt. Da han nåede helt frem, og skulle til at sige “Det lød sku da… ” fik Tage lortet til at virke, og fem hvinende fontæner gik i lys lue 20 cm. fra direktøren. Det hvide jakkesæt blev delvist sort foran, og benklæderne delvis brune bagpå. Tage kom aldrig aldrig i kridthuset på Exalon.

Kim Maarup og Madcaps 1981 Astoria i Åbenraa

Jeg er ikke sikker, men jeg mener det er fra Restaurant Astoria i Åbenrå i 1981. Carsten her på bas. Han spillede også sindsygt godt på sin Gibson Les Poul guitar, og så lavede jeg håndbas). Ebbe Frydensberg på trommer. Ebbe har været min nære ven lige siden. 

Madcaps …. Til at starte med var vi fire. Undertegnede, Ebbe, Carsten og Michael. Carsten og Michael var brødre og skændtes og sloges næsten hver dag, så bygningerne rystede. En dag vi havde været i Næstved og købe spilletøj og var på vej hjem, sad Michael og jeg forrest i Michaels Amerikanerbil. Carsten og Ebbe sad bagi. Carsten havde en evne til at drille sin lillebror, så han tændte helt af. Det skete også her, hvilket resulterede i, at Michael tabte besindelsen, slap rattet og vendte sig og tæskede løs på Carsten. Jeg fik fat i rattet og vi endte i rabatten. Efter et år forlod Michael os for at blive cirkusmusiker.
Vi var derefter trio indtil bandet stoppede, da Ebbe fik ødelagt sin arm.

Madcaps … Vores første professionelle band. Efter at have gået i 2.g to gange / 2 år – (jeg spillede 3 tre dage om ugen i min gymnasietid, og gad  ikke skolen…).  stødte jeg ind i Michael, Ebbe og Carsten som havde et “rigtig band” De havde fået kontrakt med Eugén Tajmer booking, og var klar til at tage til Norge og spille på danserestauranter en måned af gangen.. De manglede en på tangenter og havde hørt mig da jeg spillede på flyglet i aulaen i skoletiden. …. “Ville jeg med?”.

Dagen efter afleverede jeg alle mine bøger til rektor og takkede af… og så tog livet en drejning. Nu kunne jeg beskæftige mig med det jeg elskede… at spille musik. At øve mig døgnet rundt, blive bedre og bedre, og have en fest samtidig med. Det var den fedeste tid i mit liv. Vi spillede fullproff. D.v.s. vi spillede een måned på en restaurant, og når måneden var omme, læssede vi folkevognsrugbrødet med vores gear og kørte til næste by. Der startede det hele på en frisk med nye venner, .. farverige restauratører, totalt crazy disc joceys .. specielt de engelske, rigtig søde servitricer, og nyt publikum.
Det er svært at forestille sig i dag, men dengang havde alle mellemstore byer mindst to danserestauranter med levende musik, fem, seks mand, til at spille hver aften, undtagen lige søndag (I Esbjerg spillede vi også om søndagen). Og der var stort set fuldt hus hver aften. Tirsdag var typisk enkefræs..  

 

Sinus2 var en duo med mig på orgel og pedalbas og spæd sang og Steen Werning på trommer og sang..

Vi spillede til dans om lørdagen rundt omkring Vordingborg og Kalvehave, hvor Steen boede. 

Jeg kan ikke huske hvordan vi fik jobbet, men vi spillede pludselig i over et år hver fredag og lørdag i Roskilde, på “Cafe Gulland”. Cafeen som åbnede i 1964 eksiterer den dag i dag. Det var et rigtig værtshus med sand på gulvet. Scenen var meget lille, med et afblændet vindue på venstre side. Her var stadig en bred vindueskarm. Da jeg havde en Solina stringer oven på orglet, og pga. den begrænsede plads, var vindueskarmen det eneste sted mit Hohner clavinet kunne stå, oven på to ølkasser, i 90 graders vinkel på venstre side for mit orgel,.

Et clavinet var et (dengang nyt) feeedt keyboard strengeinstrument som lød som et aggressivt spinnet. Du hører det på Stevie Wonders “Superstition”.  Satte man en fjederrumklang og dynacord-ekko på, kunne det illudere en guitarlyd hvillket var godt når man kun var orgel og trommer.

Det var lidt et krævende instrument; Da der sad et hav af strenge inden i, skulle det stemmes meget ofte.

I denne vinkelopsætning lærte jeg at spille soloer med venstre hånd, medens højre hånd spillede akkorder (og soloer også) på Hammond X5 orglet. Fusserne klarede bassen… og så lidt begyndersang på “Aldrig mer skal jeg se dig” – Real multitasking. Det var en teknik der blev guld værd senere.

Folkekære John Mogensen kom der et par gange, men ville aldrig op at synge. Jeg kan huske at det var der vi spillede, da nyheden spredtes blandt gæsterne at Elvis var død.

Jeg var kun ca. 17, da min booker, Stig fra Næstved, lavede et job til mig på Mogenstrup kro. Det var fint, og jeg underskrev kontrakten og sendte den retur med den vedlagte kuvert med forudbetalt porto (Ja, sådan foregik det dengang).

Samme dag jeg skulle afsted til kroen ringede Stig. “Kromanden har ringet til, at de skal have Raquel Rastenni til at synge to numre under middagen. Den klarer du, ikke også!”.  ….. “Jo …”  Jeg blev først beæret, men jo nærmere jeg kom til Mogenstrup kro sammen med far, der som sædvanligt kørte for mig, jo mere nervøs blev jeg. Jeg kendte faktisk godt de to numre hun ville synge, “Heksedansen” og “Hele ugen alene” så mon ikke det gik. men hun var temmelig stor dengang, så …

Jeg spillede, under maden, på mit Yamaha YC-45D orgel med pedalspil . Så kom stjernen… Hun gik hastigt og udtryksløst direkte hen til mig, og lagde to noderark. (Dem behøvede jeg ikke). Hun sagde kort.. “De laver forspil, når jeg giver tegn, og så kører vi. Ikke for hurtig med Heksedansen”, – og så trådte hun ud på gulvet og gik i gang.

Vi var kun nået 30 sekunder inde i Heksedansen, før hun stoppede på dramatisk vis og kiggede ondt på mig. “Vil de være så venlig at fjerne det ekko på min mikrofon”. …. Jeg anede ikke hvad hun talte om, og blev helt forfjamsket. “Hvad for ekko?” spurgte jeg med rystende stemme. Dengang var de første bånd-ekkomaskiner dukket op, men jeg havde på det tidspunkt ikke stiftet bekendtskab med en og kendte ikke til deres eksistens.
Vi prøvede igen, og madam Rastenni fortsatte gudskelov denne gang, men gjorde med grimasser publikum meget opmærksom på, at der stadig ikke var rettet op på fejlen, og at det var mig, der var skyld i at “noget var galt”. Jeg følte det som om jeg var i en boksering, hvor publikum blev mere og mere hadske. Det viste sig senere, at det simpelthen var fordi salen var lang, og ekkoet fra hendes stemme slog tilbage fra bagvæggen.

Da “Hele ugen alene” var slut, gik hun direkte hen til mig, (jeg troede et kort øjeblik hun ville slå), snuppede sine noder og fortrak uden yderligere kommentarer.

Det var mit første møde med en vaskeægte “Diva”. 

Jeg husker tydeligt mit første musikjob til fest. Det var i logen i Algade i Vordingborg. Jeg skulle spille klaver til en 70 års fødselsdag. Min far og mor kørte mig ind til jobbet. Da der var klaver på stedet, skulle jeg ikke have noget med, andet end min repertoireliste.

Der var dog lige det med sangene. Jeg havde på forhånd fået oplyst velkomst og slutsange, samt en enkelt sang som værtinden (enkefruen), selv havde med. Men .. der kunne jo risikere at komme langt flere. Dengang var sange til fester på sit højeste. I dag kan standardsange-repertoiret tælles på to hænder, “Hammerfedt”, “Kald det kærlighed”,”Jens Vejmand” og få andre.. Dengang var der nærmere 100 sange, og det forventedes at musikeren kunne enhver af dem.  Heldigvis kunne man få tjekket sangene, inden gæsterne gik til bords, da de typisk blev udleveret til personalet. Derfor blev min mor og far i bilen uden for indtil jeg havde fået tjekket. !! Specielt min mor kunne stort alle melodier, og var god til at nynne dem. Gud hvor de ofrede sig.. 

Det gik godt med sangene, og gik godt i det hele taget, og jeg fik mine 300 kr.
Jeg havde et super flot mørkeblåt flonel jakke-dres på, som min mormor havde syet. Hun var professionel syerske. Noget vi også nød godt af senere i Madcaps-orkester-tiden. Til sættet havde hun syet en butterfly i samme stof.

Da jeg efter middagen gik ud på toilettet for at lade vandet, kom en af de “gamle” (Nok 45 år) logemænd ud og stillede sig ved kummen ved siden af mig. “Næste gang du skal optræde min ven, så sørg lige for at have slips på…ok!”. Wov .. så kom jeg lige ind i voksenverdenen.  Tja.. det var en helt anden tid. I dag kommer musikeren gerne i cowboybukser, også på “snobbestederne”, men dengang skulle man bare ikke bryde etiketten. Men jeg lærte delvist at indpasse mig, så gik det hele meget nemmere.

Jeg var stolt som en pave da jeg som 8 årig blev meldt ind i Prins Jørgens garde og fik min uniform og sabel. Begge dele var den ægte vare. Jakken var ulidelig varm om sommeren, og messingknapperne havde en spids som blev trukket igennem et lille hul i stoffet og låst på indersiden. Spidserne på rækken af knapper var meget ubehagelige at gå med. Men pyt…man var garder!  Jeg startede med stortromme.. Trommen vejede næsten det samme som jeg. Så blev det lyre, den var dælme også tung, så valdhorn, så kornet og trompet og til sidst tambourmajor og dirigent.
Vi havde mange fede oplevelser i både Danmark og på udenlandsture (mest Tyskland og Norge). Jeg var dengang lige så glemsom og distræt som i dag, og det hændte et par gange at jeg fik ledt hele garden op af ensrettede veje, hvilket endte uskønt.
Prins Jørgens garde fostrede flere talenter.. bla var en af vores to dygtige trækbasunister – Henrik Kofoed, som var en sprudlende musikalsk og malerisk personlighed. Han blev mange år efter en fast bestanddel af “ørkenens sønner”. Også Jes Baggersted fik noget ud af at lære de trælse trommehvirvler og brillerede i mange år i det oprindelige Klaus og Servants, og nu om dage i “Rocking Ghost” (Dem med “Belinda”)

Det startede alt sammen med at far og mor købte et klaver. Fra jeg var ca 2 år var klaveret min bedste ven, og jeg har ikke sluppet det siden

Her starter det hele på Københavnsvej 182 i Vordingborg. Jeg blev født i 1957. Min farfar havde levet som violinist i mange år. Han var konservatorieuddannet, men det blev restaurationer han kom til at spille på. Jeg tror desværre aldrig han blev rigtig glad for sit virke som “popmusiker”, og sluttede som udøvende musiker for kun at spille hjemme på violinen og klaveret samt udelukkende hellige sig at lytte på den klassiske musik. Mor og far, som sprang et led over med den udøvende  musik, tænkte nok, at de ville give det et skud med musikken for mig, og købte et meget brugt klaver med træramme.

Fra jeg som godt to-årig kunne sidde på klaverbænken, var jeg tryllebundet, og klaveret blev for altid en del af mig. Farfar skrev noderne ned til min første komposition da jeg var ca. 4 år.  Døgnet rundt blev jeg opslugt af klaverets vidunderlige musikalske univers, og jeg lærte hurtigt at memorisere al musik jeg hørte.
Da jeg således startede på klaverundervisning som 5-årig hos Carlo Petersen, blev jeg, trods 7 års klaverundervisning og ligeså 7 (fra mit 8 til 15énde år) år i Prins Jørgens garde, aldrig rigtig dus med noderne. Jeg tror reelt at jeg er nodeblind. Men jeg lærte alle musikstykkerne udenad og alle de enkelte instrumenters del.
Når vi skulle lære en ny March i garden, købte jeg pladen, og lærte den udenad. Når jeg kunne nynne den, behøvede jeg ikke mere noderne. Noderne blev noget at støtte sig til, men jeg brugte dem meget lidt, og kun de første par øvninger. Derefter sad det hele i hukommelsen – hvert af de ca. tredive instrumenter som musikkorpset bestod af. 

Carlo Petersen havde en fortid som leder af Dronningens livregiments tambourkorps. Han var oppe i årene, da jeg fik ham som lærer. Han kom hjem til os og gav mig privatundervisning een gang om ugen. Han havde to flotte fortænder i rent guld. Dem så jeg ofte når han sad i vores lænestol og sov og småsnorkede, medens jeg spillede Chopin fra hukommelsen.

På det tidspunkt fandt Carlo Petersen, som også var musikleder af Prins Jørgens garde,  ud af at jeg kunne sige præcis hvilken tone der blev spillet, uden at jeg kunne se den der spillede. Det hedder “absolut gehør”. Ganske få procent har absolut gehør, men en hel del der har add har det. Jeg har i en sen alder fået en psykiaters ord for, at jeg så sandelig har add med fuldt stempel. Folk med add har meget svært ved at koncentrere sig, og er meget glemsomme og distræte. Til gengæld fokuserer de 900 procent på det, der virkelig fanger dem. For dem som ikke får et miserabelt liv, bliver det kunst eller musik der vender op og ned på alt. Det sidste har gjort sig gældende for mig.

Siden ungdommen er noderne langsomt, men næsten helt gået i glemmebogen. Men jeg vil nu heller aldrig bytte mit gehør for kun at være nodestærk. Mit absolutte gehør er ikke helt 100 procent mere, men sådan er det.